Sider

onsdag den 1. oktober 2008

Figner med laurbær på grill

Nogle gange er det bare godt. Som forleden. En Food Agency aften min yndlings danske vingård med supersøde, deltagende deltagere. Vi stod ude til halv otte og grillede i det blide efterår på septembers næstsidste aften.

På grillen havde vi bl.a. figner, som trækkes på våde bambusspyd med friske laurbærblade. Så pensles de med olie og får et kværn sort peber på hver. Vendes over kullene til de er bløde, men ikke smattede.

Fignerne spises - varme, lune eller ved stuetemperatur - med lufttørret skinke og Kille Ennas vidunderlige rosmarin/pebersirup, en gastrik kogt på rosmarinkviste og hele sorte peber.

Vi smagte flere vine til, den ene er en ny bekendtskab. Bianchello del Metauro 2007, hvidvin fra Marche, nord for Verdicchio området. Fra Claudio Morelli, efter sigende en af områdets topproducenter. Købt hos Carlo Merolli.

Den fungerede perfekt til fignerne og charmede mig fuldstændigt. En blanding af fylde og frisk sprødhed. Med syre til at matche siruppens eddike og en sødmefornemmelse i den ellers tørre vin, som går fint til figenernes frugt og den søde sirup. Skøn aften.

Ingen kommentarer: