Sider

tirsdag den 7. april 2009

Evigheds lammetagine

For tiden har jeg lyst til mad der smager virkelig godt - som er velkomponeret, kompleks og smagt til med finfølelse. Det affødte en gryde lammetagine i weekenden. En basis, som skal udbygges med forskellige grønsager og frugt i løbet af ugen.

Søndag var det med fennikelknolde og friske fennikelblade fra haven. I aften var det letkogte blomkål, lige glaseret i ovnen med fintstrimlede korianderblade på til sidst. Vinterens nok sidste kvæder skal i - med ristede mandler og en helt let støv af kanel og flormelis, tror jeg - en af de næste dage.
Grundtaginen er lavet af:
2,5 kg. lammebov, udbenet af min kyndige halalslagter
en skefuld smør
1/4 løg, finthakket

1 cm. ingefær, skrællet og revet
1/2 jalepeño chili, uden kerner, hakket
en smule safran, pulveriseret med fingrene
2 spsk. hakket persille
2 spsk. hakket frisk koriander

salt og friskkværnet peber
3 dl. vand1. Kødet afpudses og skæres i tern, størrelsen efter smag. Smørret smeltes i en gryde der kan komme i ovnen, og løg, ingefær, jalapeño, safran, persille og koriander varmes deri.
2. Lammeternene vendes i grønsagerne nogle minutter. Det er vigtigt at kødet ikke brunes, det skal bare optag de frigivne aromaer fra grønsagerne og krydderierne. Så tilsættes vand, salt og peber og gryden bringes i kog og skummes et par gange.
3. Låget lægges på og gryden kommes i en 100° C ovn i nogle timer, indtil kødet er smør-mørt. Denne fik 4 timer, men kunne nok har klaret sig med mindre - jeg glemte at tage den ud før jeg tog på planteskole.

Et par dl. af den ekstremt velsmagende sky blev til en søndag eftermiddags lammesuppe med frisk koriander på, da jeg var hjemme igen og ovnen slukket.

I aftenens udgave anrettes noget tagine i ovnfaste portionsfade med 1/4 blomkål per person. Blomkålen er delt i mindre buketter og letkogt til den er næsten møre. Det hele varmes i 15 minutter dækket af staniol. Så fjernes staniolen, blomkålene fugtes med lidt sky og fadet stilles under ovngrillen i 6-8 minutter indtil blomkålene tager lidt farve. Couscous er født til.

Ingen kommentarer: